LinkedIn
Hvorfor er LinkedIn en god platform?
LinkedIn er mere end bare et socialt medie – det er et professionelt netværksværktøj, der giver dig mulighed for at synliggøre dine kompetencer, udvide dit netværk og åbne døre til nye jobmuligheder. I Danmark bruger over 3 millioner personer LinkedIn, herunder mange ledere og beslutningstagere, hvilket gør det til en oplagt kanal for dig, der vil frem i karrieren.
Her kan du præsentere din faglige profil, dele viden og erfaring, og engagere dig i relevante samtaler inden for din branche. Samtidig holder du dig opdateret på nyheder og trends, og får adgang til stillinger – også dem, der aldrig bliver offentligt slået op.
Med andre ord: LinkedIn er en stærk platform, hvis du vil arbejde strategisk med din personlige branding og styrke dine karrieremuligheder.
Optimering af LinkedIn profil
Sådan kan du optimere din LinkedIn-profil i tre simple trin
Hvis du vil bruge LinkedIn som et stærkt værktøj i din jobsøgning eller karriere, handler det om at gøre lidt mere end bare at oprette en profil. Jeg har arbejdet med min egen profil ud fra tre trin: forberedelse, opbygning og videreudvikling – og det har virkelig gjort en forskel.
1. Forberedelse – tænk strategisk fra start
Før jeg begyndte at ændre noget på min profil, satte jeg mig ned og kiggede på, hvad arbejdsgivere egentlig leder efter. Jeg gennemgik tre praktikopslag, der passede til mine interesser, og skrev nøgleord ned som fx SoMe, nyhedsbreve, kreativ, selvkørende og grafisk design. Det gav mig et klart billede af, hvilke kompetencer og ord jeg skulle fokusere på.
Jeg tjekkede også, hvordan jeg ser ud på Google – altså hvad der dukker op, hvis nogen søger mit navn. Her fandt jeg både min LinkedIn-profil og min hjemmeside, hvilket viste, at jeg allerede har en god digital tilstedeværelse. Det kan være en god idé at gøre, så du ved, hvilket førstehåndsindtryk folk får af dig online.
For at blive endnu skarpere lavede jeg en persona – en slags fiktiv arbejdsgiver – så jeg kunne sætte mig i deres sted og tænke over, hvad de egentlig forventer af en praktikant. Det hjalp mig med at tilpasse både indhold og tone på min profil.
2. Opbygning – gør din profil personlig og professionel
Da jeg skulle skrive min profil, fokuserede jeg på at være både ærlig og målrettet. Jeg brugte nogle af de nøgleord, jeg havde fundet, og sørgede for at fortælle, hvad jeg kan, og hvad jeg brænder for – i et sprog, der passer til min branche. Jeg valgte også et godt profilbillede og et banner, der passer til den visuelle stil, jeg bruger på min hjemmeside. Det hele skal hænge sammen.
3. Videreudvikling – hold din profil i live
LinkedIn er ikke noget, man bare laver én gang og så glemmer. Jeg prøver løbende at opdatere min profil med nye projekter eller erfaringer, og jeg deler også opslag en gang imellem – fx noget fagligt, jeg har lært, eller noget, jeg synes er spændende. Det viser, at jeg er aktiv og engageret, og det kan gøre det nemmere for arbejdsgivere eller samarbejdspartnere at få øje på mig.
Mit opslag på linkedIn
Jeg valgte at lave mit LinkedIn-opslag med udgangspunkt i det oplæg, vi fik fra Business Danmark, fordi det var både relevant og inspirerende i forhold til vores fag “Hands-on digital marketing”.
Jeg fokuserede på at vise, hvad jeg konkret har fået ud af workshoppen – altså ikke bare at jeg deltog, men også hvilken værdi det gav mig. Det gør opslaget mere fagligt og refleksivt.
Derudover har jeg valgt at nævne oplægsholderne og tagge både Business Danmark og Zealand. Det gør opslaget mere professionelt og viser, at jeg forstår, hvordan man netværker og bruger LinkedIn strategisk – præcis som vi lærte i oplægget.
